Samtykke er, når man udtrykker, at man er enig, og dermed giver tilladelse til eller tilslutter sig noget. Samtykke kan gives med ord eller med kropssprog, såsom hvis man smiler og rykker tættere på den anden person. Samtykke er en måde at bekræfte, at man ønsker at deltage i en given situation.
Seksuelle grænser
Grænser handler grundlæggende om, hvad man har lyst til og ikke lyst til. Der er både grænser i forhold til kroppen og i forhold til sex.
Grænser i forhold til kroppen kan for eksempel handle om, hvor tæt man har lyst til at være på mennesker. Kropslige grænser kan også handle om, hvem der gerne må røre forskellige steder på kroppen.
Seksuelle grænser handler om, hvad man har lyst til, og hvad man ikke har lyst til, i forhold til sex. Det kan handle om, om man overhovedet har lyst til at have sex med en anden person. Det kan også handle om, om man har lyst til den form for sex, ens partner ønsker. Det kan være oralsex, analsex eller samleje i skeden.
Grænser kan flytte sig
Grænser i forhold til krop og sex er noget personligt. Alle mennesker har forskellige grænser, når det gælder sex.
Ens seksuelle grænser kan flytte sig efterhånden, som man får mere erfaring. Så noget man syntes var okay på ét tidspunkt, føles ikke længere er okay – eller omvendt.
Første gang man har sex, kan også være en udfordring for ens grænser, fordi man gør noget, man aldrig har prøvet før.
Selvom det, at udfordre sine grænser også handler om at få erfaringer, er det vigtigt at huske på, man altid selv bestemmer om man vil have seksuelt samvær, og hvordan.
Det er en god idé at vise eller fortælle andre, hvor ens grænser går, eller om man har lyst eller ikke lyst til kontakt eller sex med dem. Og det er også vigtigt at huske på, at man altid har ret til at sige nej tak.
Det kan være svært at aflæse andres signaler og deres grænser i forhold til sex. Derfor er et godt at mærke efter og være opmærksom på den anden eller de andre, man er sammen med.
Hvis man er i tvivl om andres lyst eller grænser, er det en rigtig god idé at spørge dem ad og tale om det. Man kan for eksempel sige 'har du lyst til, jeg gør sådan her' eller 'føles det rart', hvis man kommer i tvivl.
Hvis man oplever, at den eller dem man er sammen med, siger nej til noget, som man gør eller foreslår, er det vigtigt altid at respekterer det.
Alle har ret til at bestemme over deres egen krop og deres seksualitet, og det gælder uanset hvornår man siger fra.